» YES WE CAN « lød det stolte råb , da Barack Obama vandt det amerikanske præsidentvalg . Og det må vi sandelig håbe : 2009 bliver hans første år som global leder , og vi skal rigtig mange år tilbage i tiden for at finde en situation med så mange og så uoverskuelige udfordringer i international politik . Det hele kompliceres yderligere af den globale økonomiske krise , som har påført USA tab af prestige og styrke i et omfang og et tempo , ingen kunne have forudset .

Det er et tegn på den nye præsidents selvsikkerhed og styrke , at han tør omgive sig med stærke personligheder på de centrale udenrigspolitiske og økonomiske poster . Men det er en skræmmende dagsorden , de overtager .

De to krige , USA er involveret i , vil naturligvis stå i fokus : Vi vil se indledningen til en gradvis tilbagetrækning fra Irak , men næppe i det tempo , der blev talt om under valgkampen . Problemet bliver at undgå en opsplitning af Irak , som kan give Iran øget indflydelse . Samtidig giver krigen i Afghanistan stigende problemer - og det samme gør forholdet til naboen Pakistan - så her bliver rigeligt brug for den militære styrke , der kan frigøres fra Irak , samt en stærkere økonomisk og politisk indsats .

I den forbindelse må vi forudse , at der bliver lagt øget pres på europæerne : En række store europæiske lande - Tyskland , Frankrig , Spanien og Italien - løfter ikke deres rimelige del af byrderne i Afghanistan , og det vil give anledning til voksende spændinger inden for NATO , hvis den situation fortsætter . Her vil vi i Europa opdage , at den nye præsident slet ikke bliver lettere at have med at gøre end den gamle , snarere tværtimod . Der vil blive stillet krav til europæerne , som vil få mange til at ømme sig .

Europæerne har i forvejen deres at slås med .

I løbet af 2009 afgøres det , om Lissabon - traktaten falder på plads - eller om samarbejdet fortsat skal bremses af utidssvarende regler . Irerne har fået , hvad de ønskede sig for at tage endnu en folkeafstemning , men dens udfald er langtfra givet . Og der er desværre ikke meget , der tyder på , at Irland i tilfælde af et nyt nej vil gøre det eneste anstændige : sige farvel og tak til de andre for ikke at bremse for deres ønske om at gå videre i samarbejdet .

EU er også plaget af indre spændinger i håndteringen af en række centrale spørgsmål . Det gælder den fortsatte udvidelsesproces , hvor især forholdet til Tyrkiet kan komme i fokus i 2009 , og det gælder udviklingen på Balkan , hvor Kosovo stadig er en tikkende bombe under stabiliteten . Men først og fremmest gælder det forholdet til Rusland .

EU talte med flere tunger til Rusland i 2008 : Da Rusland invaderede Georgien , blev der talt med store bogstaver . Forhandlingerne om en EU - Rusland - aftale blev udskudt , indtil Rusland havde trukket sig tilbage og opfyldt løfterne i den våbenhvileaftale , EU - formanden , præsident Sarkozy , havde forhandlet på plads .

Men selv om Rusland blæste på sine løfter , blev forhandlingerne genoptaget . Og ikke nok med det : Lande som Tyskland og Italien og Spanien saboterede åbenlyst forsøg på at presse Rusland . Håbet om gunstige energiaftaler vejede tungere end principperne .

Det vil give anledning til fortsatte gnidninger internt i EU og NATO : De nye medlemslande er bekymrede , både for , hvad Rusland kan finde på , og for , hvordan deres egne partnere vil reagere . Og Ukraine kan blive skubbet endnu længere ud i en usikker situation .

Derfor vil forholdet til Rusland fortsat være et ømt punkt i 2009 . Der er almindelig enighed om , at det ikke vil være formålstjenligt at isolere Rusland - og det vil formentlig også være det fremherskende synspunkt i den nye amerikanske administration . Men tilbage står så spørgsmålet , hvordan man skal dæmpe den meget aggressive russiske holdning til Vesten , og hvordan man i det hele taget skal få Rusland til at optræde som en medspiller på de områder , hvor interesserne burde være fælles - for eksempel i Mellemøsten og i forholdet til det iranske atomprogram .

I spørgsmålet om Iran er det ikke kun Rusland , der volder vanskeligheder . Også Tyskland stritter imod den skarpere sanktionspolitik , som f . eks . USA og Storbritannien ønsker for at standse Irans forsøg på at udvikle atomvåben .

Hvis det mislykkes - og hvis Iran virkelig bliver en atommagt - vil det blive endnu vanskeligere at bremse spredningen af atomvåben . Så vil Irans modstandere i f . eks . Saudi - Arabien og Egypten presse på for også at få a - våben - og det er et skrækscenarie , som vil forværre den allerede anspændte situation i Mellemøsten .

Israel har valg i begyndelsen af 2009 , og det tegner til , at Benjamin Netanyahu vil kunne danne regering . Hans højrenationale Likud - parti fører i meningsmålingerne - og det kan blive en ny bremse på fredsbestræbelserne i regionen . Ganske vist er det tidligere set - med Ariel Sharon - at en benhård høg kunne give processen nyt liv , men ikke meget tyder på , at Netanyahu vil kunne levere noget tilsvarende .

Det bliver så en ny sten at slæbe på for præsident Obama - og hans udenrigsminister , som kun alt for godt husker Netanyahus stil fra den sidste del af Clintons præsidentperiode .

Det hele kompliceres af splittelsen i den palæstinensiske lejr , hvor Hamas har sat sig på Gaza , mens præsidenten sidder i Ramallah . Og i Libanon sidder Hizbollah og Syrien tungt .

Med ekstremister på nøgleposter i alle lejre skal der virkelig gennemføres små mirakler , for at processen mod en fredsordning skal kunne skubbes i gang igen . For hele det mellemøstlige mønster hænger sammen : Trækkes der i en tråd det ene sted , kan der komme nye knuder det andet .

Den økonomiske krise har føjet nye dimensioner til forholdet til Kina og Indien . For det har vist sig , at de to landes økonomier påvirkes langt stærkere , end man havde troet for få måneder siden - og det skaber naturligt nok stor bekymring .

I Indien har terrorangrebet i Mumbai og det vanskelige forhold til Pakistan skabt en helt ny situation . Hidtil har den indiske regering tacklet situation med stor kløgt , men hvis ikke Pakistan spiller med , kan der hurtigt opstå spændinger , som det tidligere er set . Hvis der igen spilles med de militære muskler , vil det svække mulighederne for en effektiv indsats i Afghanistan - og det var vel dybest set også en del af terroristernes hensigt , da de begyndte at skyde i Mumbai .

Pakistan er på sin side et af de lande , som er hårdest ramt af det økonomiske tilbageslag , og det skaber yderligere spændinger i det konfliktfyldte land .

Også Kina er berørt af den økonomiske afmatning på en måde , som kan give anledning til indre problemer . Men det , der kan blive virkelig farligt , er de forskydninger i internationale magtforhold , som begynder at tegne sig : Kina har umådeligt store tilgodehavender i USA , og det er en udbredt frygt , at disse tilgodehavender vil blive krævet ombyttet til reale aktiver .

Samtidig har Kina benhårdt forfulgt egne inter­esser i Latinamerika og Afrika , og har bremset i FN for alle forsøg på at gribe ind over for de humanitære katastrofer i Darfur og Zimbabwe . Det kan også føre til spændinger i forholdet til USA .

Kina har reageret forsigtigt og klogt på den økonomiske krise . Men hvis den voldsomme økonomiske vækst , som har drevet Kina fremad det sidste kvarte århundrede , pludselig ophører , kan de kinesiske lederes handlemuligheder snævre ind . Og så kan alt ske .

Det er let nok at pege på alle problem­områderne . Men 2009 kan også bringe os det uforudsete : overraskende gennembrud i nogle af de tilsyneladende fastfrosne konflikter , for nu at drømme lidt - eller et nyt spektakulært terrorangreb eller nye naturkatastrofer , for at være mere realistisk .

For alt i alt må man nok på forhånd bedømme 2009 som et år , der på det udenrigs­politiske område kalder på pessimismen snarere end på optimismen . Et annus horribilis .